babylykke men først historien om storebros ankomst til verden..

Så er det vist tid til at give lyd fra sig herinde..

Ja er jo i den heldige situation at jeg er gravid ;o)
Vi havde egentligt bestemt, at vi ville "nøjes" med Sebastian efter en lidt hård omgang sidst... Havde  simpelthen ikke modet og psyken til at gå igennem det en gang til...
Jeg fik svangerskabsforgiftning som blev opdaget ret sent, selvom jeg havde haft det skidt i ca. 14 dage... men troede det var sådan man havde det som højgravid og havde en jordemoder som ikke var helt fremme i skoen...
Men på terminsdato blev jeg sat igang og alt gik fint og MEGET hurtigt.. Blev sat igang kl 10, vandet gik kl 13 og Sebastian født kl. 19.40...
Jeg måtte pga mit høje blodtryk og dårliga tal have en epidural så de hurtigt kunne gå til kejsersnit...
Sebastian ville bare ikke ud af sig selv, han sad fast i mit bækken.. Så blev taget med sugekop men var så trykket at han lignede en bokser som lige havde været i kamp. Skæv næse, øjne som han næsten ikke kunne åbne og fuldstændig trykket kranie/hoved.. Jeg opdage ikke noget da jeg bare var så lykke lig over at han var ude..

Men han ville ikke sutte... Så efter 3 timer tog de ham for at give ham lidt mælk i en kop - men så pludselig løb de med ham.... Og ind kommer læge og sygeplejerske og jordemoder og går igang med at give ilt og ruske ham... Han er holdt med at trække vejret (apnø) .... de tager ham med på neonatal og Jesper følger med. Tilbage ligger jeg uden at kan komme ud af sengen. Det hele er gået så hurtigt og jeg er dbt uykkelig.. En sød sygehjælper kommer og sidder ved mig og ved ikke hvor længe der går, men får til sidst at vide at de vil køre mig ned på neonatal i min seng så jeg kan se ham.

Jeg kommer ned og ser min lille skat, som heldigvis trækker vejret selv men lige skal blive natten over. Han har fået lagt sonde og får næring deri..

Jeg bliver kørt på barselsgangen. Får en enestue og skal være alene uden barn denne første nat som nybagt mor... jeg får 2 overnatninger på barselsgangen uden barn dog med Jesper som sover hos mig 2. nat. og bliver så flyttet til en mor/barn stue på neonatal...
Sebastian vil stadig ikke spise hos mig og skal derfor blive på neonatal.. Han kan simplyhen ikke spise selv.. Er så medtaget af fødslen og selvom han han på 2. dagen får rettet næsen og klippet tungebåndet, så kan han ikke svøbe og sutte... Jeg malker ud men efter 3 døgn hvor det heller ikke vil fungere og jeg slet ikke får sovet dropper vi det...

Pga hans trykkede udseende vil lægerne sikre sig, at han "kun" har det skæve hovede osv pga han sad fast. Så der skal også laves kromosomtest... Åh nej så knækker filmen for mig....

Men dagene går og Sebastian begynder at kunne tage lidt mælk fra flaske og får en sut så han kan øve sig i at sutte... En snarrådig sygeplejerske mener at vi bare skal have den sonde ud for hvem gider spise med en slange i det enenæsebor og det andet næsebor næsten lukket pga skævhed.. Så ud kommer sonden og så spiser han ;o)

Det bliver d. 24/12 og vi får lov at tage hjem på orlov, men må ikke være sammen men andre pga smitterisiko og vi skal jo retur til neonatal dagen efter.. Så vi drager glade hjem og får en dejlig rugbrødsmad til julemad, vi får sover rigtig godt i vores egen seng og Sebastian spiser som aldrig før.

Så da vi tjekker ind til morgenvejning på neonatal d. 25/12, siger sygeplejersken at vi henter lige lægen for I skal da bare hjem i trygge rammer ;O).

Så efter 11dage bliver vi udskrevet.... men skal til kontrol på sygehuset, og afventer stadig testresultater, samt et tjek i Århus hos et kranieteam som skal sikre at Sebastian ikke har taget skade af at sidde fast i mit bækken.
Vi blev fulgt et år efter fødslen. Kromosomtesten var heldigvis negativ, kranieteamet i århus besøgte vi kun to gange og der var ingen fare for kranieskade... Vi gik til fysioterapi pga han var hypermobil (som sin mor) og grovmotorisk var han ikke helt med før han blev et år..

Men nu har vi heldigvis en super sund, stærk og fræk dreng........

Men efter graviditeten fik jeg forhøjet stofskifte som heller ikke blev opdaget, før jeg røg akut på sygehuset. Sebastian var kun 4 mdr og huj hej måtte Jesper tage barsel og passe ham i de 17 dage jeg var indlagt...

Ja så alt det her virkelig sat sig som en skræmmende oplevelse for mig, og med min evasive personlighed har det sat sine spor...

Tør vi nu? Ske det igen? osv osv...

Men nu er vi sprunget ud i det... og venter en lillebror til sommer...

( og det kommer der et nyt indlæg om ;o) )

At møde de rigtigt mennesker

Jeg er ikke så udadvendt og social som jeg kunne ønske, og er tiltider et "hulemenneske"... Jeg koncentrere mig om min lille familie og få vores hverdag til at være indholdsrig og dejlig.. Det levner så bare ikke ret meget energi til at være veninde, søster, datter eller ven...

Kan tiltider græde snot over det, men sådan er realiteterne bare..

Bliver dødmisundelig når jeg ser folk opdatere på facebook, at nu har de lige været med bedsteveninden på tøsetur til de varme lande eller at de glæder sig til masser af gæster iaften..

Ved godt det handler om priotering, men det handler for mig også om at jeg har en "sygdom" som er med i rygsækken ligemeget hvad jeg foretager mig. og som sluger meget af min energi, så de sjove ting ender med at koste dyrt...

Kan da også nogle gange tænke, at det er da klart at jeg ikke har flere veninder end jeg har, for hvem gider at have en veninde som mig!

Men så handler det jo heller ikke om antallet af venner - bare det er de rigtige venner man har!

Og sådan nogle har jeg!

Vores venskaber er indrettet på den måde, at vi altid ved vi er der for himanden, Selvom vi bor 4 timer fra hinanden,  selvom der går 1 måned mellem vi snakker med hinanden, selvom det kun bliver til en hurtig opdatering på sms og selvom vi nogle gange må aflyse vores aftaler og selvom vi kun ses 2 gange om året.......

Og gud hvor betyder det meget, at møde de rigtige mennesker, som ser dig, som faver dig og som kan hive dig op og med videre...

Er så taknemmelig for de mennesker!

Elsker jer!

Tak!

At være særlig sensitiv og reagere med kroppen...

Var igår til møde i min samtalegruppe..Jeg er tilknyttet en samtalegruppe på psykiatrisk afdeling i Randers... Det lyder så drastisk og som om jeg er et omvandrende psykisk tilfælde ;o) Det jeg bruger det til er at få luft, og til at få noget sparring fra nogle mennesker, som også har oplevet at livet gør ondt...
Jeg har før gået hos "alm" psykolog og ville også ønske at det var den måde jeg kunne fortsætte på, men økonomien har gjort at jeg måtte søge et alternativ. Jeg betaler ikke selv for at gå i gruppen, men er henvist via min læge...
Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle om hvad der sker i sådan en gruppe, da jeghar tavshedspligt, ligesom at jeg ikke må have kontakt med de andre uden for gruppen...
Så det er lidt ligesom at være medlem af en hemmelig klub :0)

Der er nu ikke noget hemmeligt over at jeg går i gruppeterapi... Jeg er åben om, at jeg tiltider kæmper og at jeg ikke kan klare mig uden noget sparring og hjælp fra "de kloge"..
Jeg gør jo arbejdet selv... Det er mit eget ansvar at komme videre og mit eget ansvar at hele mig selv.
Og det er noget af en process..

Og det får min krop til at reagere... jeg var "på" i gruppen igår, så da jeg efter 1 1/2 time kunne tage hjem, var jeg træt som om jeg havde arbejdet i 12 timer... Og så arbejder min krop videre, Jeg spænder op, sover dårligt, får ondt i nakken og bliver svimmel... Det sker fordi min krop er vant til at passe på mig når det gør ondt.. Når jeg så kan mærke at nu er jeg presset og kroppen reagere, bliver jeg nervøs. Jeg hader at mærke min krop, hader at mærke at der er noget i vejen... Gider det ikke!

Så det jeg "arbejder" med nu, er at lære at det ikke er farligt at min krop reagere... Det går over igen.. Jeg skal lære at rumme de følelser der følger med, istedet for at flygte ind i min krop og lade det sætte sig...

Og det er noget af et arbejde, for jeg er ret sensitiv eller særlig sentitiv som det hedder..

Min dejlige kraniosalkral/afspændings terapeut prøver at overbevise mig om at det er en gave, at kunne mærke sig selv, selvom man også mærker de små ting, de små forandringer i krop og sjæl...
meeeen kan ikke helt se fordelene ...... endnu....

Jeg vil skrive mere om at være særlig sensitiv næste gang jeg griber tastaturet. Men vil slutte af med lånte ord om at være særlig sensitiv.. Forfatter: Ilse sand, fra bogen Elsk dig selv.. (Har omskrevet det lidt da jeg ikke ved om man må gengive anders ord uden aftale)

Det kan både være en gave og en begræsning at være ekstra følsom/særlig sensitiv...

Ofte har de særligt sensitive lavt selvværd pga ikke at være blevet mødt og anerkendt for den de er.
De har ofte forsøgt at tilpasse sig og fundet det svært, og endt med at føle sig forkert..
Særlige sensitive er menneske med et rigt indre liv, de er tænksomme, empatiske og ofte kreative sjæle, har naturlig åndelig interesse, er langsomme og velovervejet.. De har brug for trygge miljøer for virkeligt at turde vise deres sande jeg og blive hele mennesker.De bliver hurtigt "fyldt op" og har brug for mentale pauser.....

Indtil næste gang - pas godt på jer selv.

Knus Anne

At være bange for livet.....

Ja så er det lidt siden jeg sidst har skrevet....

Min far blev jo som sagt indlagt med obs for en blodprop i hjertet, og straks slår min krop og psyke over i alarmberedskab...
Selvom jeg prøver at "styre det"og ikke blive for bekymret, så sniger det sig ind på mig. Spænder ubevist op i musklerne og laver et "sikkerhedspanser" af spændte muskler som kan holde sammen på mig. Bliver praktisk og træls at være sammen med...
Alt sammen et tegn på at jeg bliver ked af det og bange...
Hader sygdom. Hader sygehuse. Hader alt det som følger med og som ingen er herre over....

Min far fik i 2004 ( er lidt usikker på årstallet) en 4-dobbelt bypass operation i hjertet...

Jeg var på dette tidspunkt flyttet hjem pga et brud med en kæreste og ventede på at få en ny lejlighed...
Jeg havde været igennem en træls tid, hvor jeg kæmpede med min angst, at være sygemeldt  og et brud med en kæreste igennem 5 år.

Så det hele faldt egentligt i hak, da jeg nu kunne være der for mine forældre og jeg kunne have den tryghed at bo hjemme og komme mig.

Min far er en sej mand... Ingen havde opdaget at han fejlede noget, og han havde ikke givet udtryk for at der var noget galt.. Indtil en dag han pludselig beklagede sig over at han var så forpustet hele tiden.. Tror han slog det hen... men en dag var det helt galt.. Han kunne ikke cykle hjem fra arbejde som han ellers altid havde gjort... Jeg blev bekymret og vidste fra min uddannelse, at det kan være et symptom fra hjertet, at der ikke bliver iltet nok blod = forpustet hele tiden...
Fik ham overtalt til at ringe til lægen og så rullede bolden ellers....

Så den sommer gik han fra at være supermand til superpatient.. Kvittede smøgerne, blev opereret og tog alting i stiv arm...

Men pludselig kunn jeg mærke en ny angst... Nu var min far jo pludselig blevet "skrøbelig". Hvad nu hvis han pludselig kunne dø fra os...

Ja ved godt det er at forvente det værste - men sådan tænker min krøllede hjerne... Slår direkte over i "det allerværste der kan ske" og bekymringer...

Tror det var her, at jeg for første gang indså, at livet er for de seje og jeg var ikke en af dem...

Ikke at jeg ikke ville være i live - for det ville jeg.

Men jeg ville have at tingene skulle ændre sig, og jeg ville leve livet istedet for at være bange for livet..

Nu var chancen der for at starte på en frisk... Så fik kontakt med en psykolog som kom til at betyde, at jeg fil lyst til at tage del i livet på mine præmisser.......................

Som slutbemærkning for denne gang skal lige siges, at min far kom hjem dagen efter. De fandt ingen blodprop, Så han skal til ny stress test i december og gennemtjekkes igen...
Krydser alt hvad der krydses kan og prøver at skubbe bekymringerne væk...

Pas godt på jer selv og hinanden..

Knus Anne

At miste sin mor - selvom hun stadig lever... ( Hvem er jeg? del 2 )

Da min mor bliver syg i 1993, er jeg 16 år. Næsten voksen men stadig et barn. Og et barn af den skrøbelíge slags...
Jeg har brugt timer med en terapeut for overhovedet at kunne huske, hvad der skete den dag hun blev syg. Min hjerne lukkede simplthen af. Jeg gik i shock. Jeg troede hun skulle dø.

Tror hele vores familie var i shock. Og det der så sker for os menesker er, at vi overlever og vi bliver praktiske. Min far kæmpede hans kamp. Syg kone, kaos, job, husholdning og et hjemmeboende barn. Min søster havde "sit eget liv", da hun jo var flyttet hjemmefra og igang med sin uddannelse. Så vi har ikke oplevet tiden på samme måde, da hun ikke på samme måde følte sig ramt. Hun har altid været der for mig og været den som først fangede mine sygdomstegn og fik skaffet mig hjælp..

Men min reaktion kom først noget senere.....

Min mor var indlagt i Århus, og da dagen kom hvor hun var klar til at få besøg, gik jeg fuldstændig i baglås. Jeg husker, at jeg var i panik. Græd og nægtede at tage med. Kan nu se, at jeg forsøgte at passe på mig selv. Ren og skær overlevelse. Koldt og kynisk sorterede jeg hende fra. Hvis hun nu skulle dø - forlade mig. Så kunne jeg lige så godt lade være med at at tage med.....
Men med, det kom jeg. Mit livs værste køretur.. Var skidt tilpas og viste ikke hvad der ventede.. Min søster, min far og min moster var med. Vi kørte op på afdelingen og på en enestue lå min kære mor. Synes hun var lillebitte i den kæmpe seng. Alt var hvidt og klinisk. Hun kunne ikke tale, men jeg var ikke i tvivl - hun var glad for at se mig...
Det var slet ikke så farligt som jeg havde forstillet mig, men havde bare så ambivalente følelser om det hele. Min mor havde overlevet en blodprop i hjernen - men jeg havde også mistet min "gamle" mor. Hun ville aldrig blive den samme igen.. En kæmpe sorg. En sorg som jeg ikke viste, for på samme tid var vi jo alle også taknemmelige for, at hun overlevede... Store følelser for et stort barn...

Tiden efter kan jeg ikke rigtig huske. Det hele var et vivar af praktik og modsat rettede følelser. Vi overlevede... Ikke det sundeste, men det holdt os kørende.. Har fået fortalt af min terapeut, at det er det menneskelige overlevelsesinstinkt der sætter ind. Vi mennesker er jo i bund og grund primater. Bliver en af de voksne ( som forsørger os) syge, så afskriver vi dem og holder os til den stærke som er tilbage.
Så jeg vogtede over min far, og hjalp til som en lille voksen.. Min far lå jo vandret, for med ture til Århus for at besøge mor, fuldtidsarbejde og mig, ja var han godt hængt op.

Jeg fik gjort 9. klasse frædig og startede i gymnasiet.. Det gik faktisk rigtig godt, og fik dejlige nye veninder og et liv som ikke kun handlede om min syge mor osv...

Min mor kom hjem igen og igang med genoptræning.. Alt ser ud til at blive ok.
MEN - en aften er jeg alene hjemme, og får det rigtig dårligt og bliver bange.
 Har i en periode været forvirret, fået signaler fra min krop som jeg ikke kan tolke. Har en masse tanker og er ked af det. Har mange lektier og travlt.
Skriver et brev til min mor og far, om hvor ked af det jeg er . Hvor bange jeg er, og hvor meget jeg savner min mor..
Går i seng og vågner så da min krop kramper. Jeg ryster over det hele. Kan ikke få luft. Er svimmel... Jeg har fået mit livs første angstanfald....
Er alene hjemme. Ringer midt om natten til Brønderslev, hvor min far og mor besøger min farmor. Får min far i røret, som ikke kan forstå, hvad jeg vil og siger jeg skal slappe af og gå i seng igen... men jeg er stadig i panik. Tror jeg skal dø. Tror jeg er dødssyg. Er vildt bange. Går i seng. Men ryster så meget at jeg ikke kan ligge i sengen. Står op, men kan ikke gå fordi jeg ryster sådan. Er flov over at ikke kunne styre det, og ringer til min moster som heldigvis tilbyder at komme.....
Denne nats oplevelser får min søster til at ringe til en psykolog og så starter mit liv som angstpatient og alt det som følger med....

Det må I høre mere om senere... Kan ikke holde til at skrive mere ligenu.. Tårerne triller nu og det gør stadig ondt, og oplevelserne sidder stadigt lige under huden... Samtidig er min far blevet indlagt igår til obs for en blodprop i hjertet. Han har også kæmpet sine kampe med sygdom. Og det fortæller jeg også mere om på et sener tidspunkt.

God dag til jer alle - pas godt på hinanden...

Knus Anne

Glad i låget......

Lige et lille spring ( skal nok vende tilbage til min fortælling ) ....

Men er så glad i låget idag. Er godt nok både træt og fyldt med smerter, men sidder her i sofaen med den bærbare og den lille Fie hund, og nyder morgenen som stille kryber over i formiddag mens jeg hører musik som går lige i hjertet og i tårekanalerne.....
Trækker vejret dybt ind og mærker varmen brede sig.... Nyder min te og sterinlysene som flakker lidt i vinduet og tænker, hvor er jeg heldig.....
Har lige sendt verdens dejligste søn afsted i dagplejen, hvor jeg ved han trives og elsker at være... Og imens kan jeg med god samvittighed passe godt på mig selv og tage den tid det er nødvendigt idag, for at jeg kan komme i omdrejninger.....
I aften får jeg besøg af dejlige veninder i vores farmakoneklub, sætter sådan pris på at stadig være en del af fællesskabet, selvom jeg er "sat ude at det spil"... Tak piger!

Så til alle derude.
 Håber I får en god dag og HUSK værdsæt det I har - også de små ting.....

God dag til jer alle..

Knus Anne

Hvem er jeg?

Ja hvem er jeg så?!
Ja det spørger jeg til tider også mig selv om... Det har taget mig over halvdelen af mit liv indtil videre at finde en smule fodfæste...
Jeg kæmper med en diagnose som hedder evasiv personlighedsstruktur, omskrevet er det en person som bekymrer sig alt for meget om alt for mange ting ( groft sagt ).  Det har resulteret i angst, depression og en kronisk psykosomatisk smertetilstand. Jeg er særlig sensitiv og et ret følsomt menneske...

Pyha så er det ude..... alt det som jeg tys tys har gået stille med dørene med. Hvad tænker folk nu???  Kan de nu ikke lide mig mere??? Ja så kommer alle de bekymrende tanker automatisk med det samme... Men ved I hvad?! Det er bare ærgeligt ;o)

Jeg er kommet langt. Det har også været hårdt, men er et sted nu, hvor jeg kan sige, at jeg har det ok. Det er ikke bare sket over night og det koster også stadig tårer, vrede og frustration, men jeg har været heldig at møde nogle mennesker som forstår mig. 

 Det er hårdt arbejde at arbejde med sig selv og sin psyke.. Man har kun sig selv. Selvfølgelig har man sin familie, venner og terapeuter, men det er kun dig selv som kan gøre arbejdet...
Jeg havde i mange år ikke styrken til at få lukket op og arbejdet med mig selv. Jeg holdt bare ud. Men det gjorde mig endnu mere syg. Jeg lukkede øjnene for det, af frygt for at jeg måske var sindsyg eller at andre skulle opdage, at jeg ikke var hende den dygtige pige som kunne alt..

Men hvorfor blev jeg syg?

Jeg har altid vist jeg var anderledes. Har bare ikke kunne sætte ord på det. Vidste allerede i børnehaveklassen at jeg ikke var som andre, og tror at allerede her begyndte jeg bare at indordne mig... Havde allerede dengang store bekymringer om livet og tænkte "store tanker"... Jeg fik prædikatet pylret, temperamentfuld og familiens lille hidsidprop..

Men det var jeg ikke!!! Jeg var bare et særlig sensitivt barn. Men det vidste ingen. For da jeg var lille talte man ikke om børns særlige behov osv. Jeg følte mig SÅ forkert og SÅ anderledes. Der var mange ting som jeg ikke kunne af ren og skær frygt. Og så er livet hårdt for en lille pige.

Heldigvis er jeg vokset op i en dejlig familie med mor, far og storesøster. Vi levede vel som alle andre familier, hvor mor og far går på arbejde og har travlt. Min søster og jeg er født med ca 6 års mellerum, så mens vi var yngre havde vi ikke så meget sammen. Jeg levede mit liv i trygge gode rammer og min mor var min trygge gode base. Hun støttede sin lille sensitive pige så godt som hun kunne, og min fodboldtravle far var ham som så skubbede lidt på, i håb om af få mig ud af min trygge hule...
Havde livet bare fortsat sådan, så havde jeg måske også fået lært at livet ikke er farligt, og klaret mig helt på egen hånd...

Men sådan gik det ikke...

I 1993 rammer uheldet os. Min mor bliver syg. Hun får en blodprop i hjernen, som vender livet som vi kendte det fuldstændig på hovedet.

Og det bliver et traume for mig som kommer til at følge mig resten af livet..

Jeg vil slutte for i dag, men  skal nok vende tilbage og fortælle om tiden efter min mor blev syg m.m.

God dag til jer alle..

Knus Anne