At miste sin mor - selvom hun stadig lever... ( Hvem er jeg? del 2 )

Da min mor bliver syg i 1993, er jeg 16 år. Næsten voksen men stadig et barn. Og et barn af den skrøbelíge slags...
Jeg har brugt timer med en terapeut for overhovedet at kunne huske, hvad der skete den dag hun blev syg. Min hjerne lukkede simplthen af. Jeg gik i shock. Jeg troede hun skulle dø.

Tror hele vores familie var i shock. Og det der så sker for os menesker er, at vi overlever og vi bliver praktiske. Min far kæmpede hans kamp. Syg kone, kaos, job, husholdning og et hjemmeboende barn. Min søster havde "sit eget liv", da hun jo var flyttet hjemmefra og igang med sin uddannelse. Så vi har ikke oplevet tiden på samme måde, da hun ikke på samme måde følte sig ramt. Hun har altid været der for mig og været den som først fangede mine sygdomstegn og fik skaffet mig hjælp..

Men min reaktion kom først noget senere.....

Min mor var indlagt i Århus, og da dagen kom hvor hun var klar til at få besøg, gik jeg fuldstændig i baglås. Jeg husker, at jeg var i panik. Græd og nægtede at tage med. Kan nu se, at jeg forsøgte at passe på mig selv. Ren og skær overlevelse. Koldt og kynisk sorterede jeg hende fra. Hvis hun nu skulle dø - forlade mig. Så kunne jeg lige så godt lade være med at at tage med.....
Men med, det kom jeg. Mit livs værste køretur.. Var skidt tilpas og viste ikke hvad der ventede.. Min søster, min far og min moster var med. Vi kørte op på afdelingen og på en enestue lå min kære mor. Synes hun var lillebitte i den kæmpe seng. Alt var hvidt og klinisk. Hun kunne ikke tale, men jeg var ikke i tvivl - hun var glad for at se mig...
Det var slet ikke så farligt som jeg havde forstillet mig, men havde bare så ambivalente følelser om det hele. Min mor havde overlevet en blodprop i hjernen - men jeg havde også mistet min "gamle" mor. Hun ville aldrig blive den samme igen.. En kæmpe sorg. En sorg som jeg ikke viste, for på samme tid var vi jo alle også taknemmelige for, at hun overlevede... Store følelser for et stort barn...

Tiden efter kan jeg ikke rigtig huske. Det hele var et vivar af praktik og modsat rettede følelser. Vi overlevede... Ikke det sundeste, men det holdt os kørende.. Har fået fortalt af min terapeut, at det er det menneskelige overlevelsesinstinkt der sætter ind. Vi mennesker er jo i bund og grund primater. Bliver en af de voksne ( som forsørger os) syge, så afskriver vi dem og holder os til den stærke som er tilbage.
Så jeg vogtede over min far, og hjalp til som en lille voksen.. Min far lå jo vandret, for med ture til Århus for at besøge mor, fuldtidsarbejde og mig, ja var han godt hængt op.

Jeg fik gjort 9. klasse frædig og startede i gymnasiet.. Det gik faktisk rigtig godt, og fik dejlige nye veninder og et liv som ikke kun handlede om min syge mor osv...

Min mor kom hjem igen og igang med genoptræning.. Alt ser ud til at blive ok.
MEN - en aften er jeg alene hjemme, og får det rigtig dårligt og bliver bange.
 Har i en periode været forvirret, fået signaler fra min krop som jeg ikke kan tolke. Har en masse tanker og er ked af det. Har mange lektier og travlt.
Skriver et brev til min mor og far, om hvor ked af det jeg er . Hvor bange jeg er, og hvor meget jeg savner min mor..
Går i seng og vågner så da min krop kramper. Jeg ryster over det hele. Kan ikke få luft. Er svimmel... Jeg har fået mit livs første angstanfald....
Er alene hjemme. Ringer midt om natten til Brønderslev, hvor min far og mor besøger min farmor. Får min far i røret, som ikke kan forstå, hvad jeg vil og siger jeg skal slappe af og gå i seng igen... men jeg er stadig i panik. Tror jeg skal dø. Tror jeg er dødssyg. Er vildt bange. Går i seng. Men ryster så meget at jeg ikke kan ligge i sengen. Står op, men kan ikke gå fordi jeg ryster sådan. Er flov over at ikke kunne styre det, og ringer til min moster som heldigvis tilbyder at komme.....
Denne nats oplevelser får min søster til at ringe til en psykolog og så starter mit liv som angstpatient og alt det som følger med....

Det må I høre mere om senere... Kan ikke holde til at skrive mere ligenu.. Tårerne triller nu og det gør stadig ondt, og oplevelserne sidder stadigt lige under huden... Samtidig er min far blevet indlagt igår til obs for en blodprop i hjertet. Han har også kæmpet sine kampe med sygdom. Og det fortæller jeg også mere om på et sener tidspunkt.

God dag til jer alle - pas godt på hinanden...

Knus Anne