At være bange for livet.....

Ja så er det lidt siden jeg sidst har skrevet....

Min far blev jo som sagt indlagt med obs for en blodprop i hjertet, og straks slår min krop og psyke over i alarmberedskab...
Selvom jeg prøver at "styre det"og ikke blive for bekymret, så sniger det sig ind på mig. Spænder ubevist op i musklerne og laver et "sikkerhedspanser" af spændte muskler som kan holde sammen på mig. Bliver praktisk og træls at være sammen med...
Alt sammen et tegn på at jeg bliver ked af det og bange...
Hader sygdom. Hader sygehuse. Hader alt det som følger med og som ingen er herre over....

Min far fik i 2004 ( er lidt usikker på årstallet) en 4-dobbelt bypass operation i hjertet...

Jeg var på dette tidspunkt flyttet hjem pga et brud med en kæreste og ventede på at få en ny lejlighed...
Jeg havde været igennem en træls tid, hvor jeg kæmpede med min angst, at være sygemeldt  og et brud med en kæreste igennem 5 år.

Så det hele faldt egentligt i hak, da jeg nu kunne være der for mine forældre og jeg kunne have den tryghed at bo hjemme og komme mig.

Min far er en sej mand... Ingen havde opdaget at han fejlede noget, og han havde ikke givet udtryk for at der var noget galt.. Indtil en dag han pludselig beklagede sig over at han var så forpustet hele tiden.. Tror han slog det hen... men en dag var det helt galt.. Han kunne ikke cykle hjem fra arbejde som han ellers altid havde gjort... Jeg blev bekymret og vidste fra min uddannelse, at det kan være et symptom fra hjertet, at der ikke bliver iltet nok blod = forpustet hele tiden...
Fik ham overtalt til at ringe til lægen og så rullede bolden ellers....

Så den sommer gik han fra at være supermand til superpatient.. Kvittede smøgerne, blev opereret og tog alting i stiv arm...

Men pludselig kunn jeg mærke en ny angst... Nu var min far jo pludselig blevet "skrøbelig". Hvad nu hvis han pludselig kunne dø fra os...

Ja ved godt det er at forvente det værste - men sådan tænker min krøllede hjerne... Slår direkte over i "det allerværste der kan ske" og bekymringer...

Tror det var her, at jeg for første gang indså, at livet er for de seje og jeg var ikke en af dem...

Ikke at jeg ikke ville være i live - for det ville jeg.

Men jeg ville have at tingene skulle ændre sig, og jeg ville leve livet istedet for at være bange for livet..

Nu var chancen der for at starte på en frisk... Så fik kontakt med en psykolog som kom til at betyde, at jeg fil lyst til at tage del i livet på mine præmisser.......................

Som slutbemærkning for denne gang skal lige siges, at min far kom hjem dagen efter. De fandt ingen blodprop, Så han skal til ny stress test i december og gennemtjekkes igen...
Krydser alt hvad der krydses kan og prøver at skubbe bekymringerne væk...

Pas godt på jer selv og hinanden..

Knus Anne