Var igår til møde i min samtalegruppe..Jeg er tilknyttet en samtalegruppe på psykiatrisk afdeling i Randers... Det lyder så drastisk og som om jeg er et omvandrende psykisk tilfælde ;o) Det jeg bruger det til er at få luft, og til at få noget sparring fra nogle mennesker, som også har oplevet at livet gør ondt...
Jeg har før gået hos "alm" psykolog og ville også ønske at det var den måde jeg kunne fortsætte på, men økonomien har gjort at jeg måtte søge et alternativ. Jeg betaler ikke selv for at gå i gruppen, men er henvist via min læge...
Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle om hvad der sker i sådan en gruppe, da jeghar tavshedspligt, ligesom at jeg ikke må have kontakt med de andre uden for gruppen...
Så det er lidt ligesom at være medlem af en hemmelig klub :0)
Der er nu ikke noget hemmeligt over at jeg går i gruppeterapi... Jeg er åben om, at jeg tiltider kæmper og at jeg ikke kan klare mig uden noget sparring og hjælp fra "de kloge"..
Jeg gør jo arbejdet selv... Det er mit eget ansvar at komme videre og mit eget ansvar at hele mig selv.
Og det er noget af en process..
Og det får min krop til at reagere... jeg var "på" i gruppen igår, så da jeg efter 1 1/2 time kunne tage hjem, var jeg træt som om jeg havde arbejdet i 12 timer... Og så arbejder min krop videre, Jeg spænder op, sover dårligt, får ondt i nakken og bliver svimmel... Det sker fordi min krop er vant til at passe på mig når det gør ondt.. Når jeg så kan mærke at nu er jeg presset og kroppen reagere, bliver jeg nervøs. Jeg hader at mærke min krop, hader at mærke at der er noget i vejen... Gider det ikke!
Så det jeg "arbejder" med nu, er at lære at det ikke er farligt at min krop reagere... Det går over igen.. Jeg skal lære at rumme de følelser der følger med, istedet for at flygte ind i min krop og lade det sætte sig...
Og det er noget af et arbejde, for jeg er ret sensitiv eller særlig sentitiv som det hedder..
Min dejlige kraniosalkral/afspændings terapeut prøver at overbevise mig om at det er en gave, at kunne mærke sig selv, selvom man også mærker de små ting, de små forandringer i krop og sjæl...
meeeen kan ikke helt se fordelene ...... endnu....
Jeg vil skrive mere om at være særlig sensitiv næste gang jeg griber tastaturet. Men vil slutte af med lånte ord om at være særlig sensitiv.. Forfatter: Ilse sand, fra bogen Elsk dig selv.. (Har omskrevet det lidt da jeg ikke ved om man må gengive anders ord uden aftale)
Det kan både være en gave og en begræsning at være ekstra følsom/særlig sensitiv...
Ofte har de særligt sensitive lavt selvværd pga ikke at være blevet mødt og anerkendt for den de er.
De har ofte forsøgt at tilpasse sig og fundet det svært, og endt med at føle sig forkert..
Særlige sensitive er menneske med et rigt indre liv, de er tænksomme, empatiske og ofte kreative sjæle, har naturlig åndelig interesse, er langsomme og velovervejet.. De har brug for trygge miljøer for virkeligt at turde vise deres sande jeg og blive hele mennesker.De bliver hurtigt "fyldt op" og har brug for mentale pauser.....
Indtil næste gang - pas godt på jer selv.
Knus Anne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar