At møde de rigtigt mennesker

Jeg er ikke så udadvendt og social som jeg kunne ønske, og er tiltider et "hulemenneske"... Jeg koncentrere mig om min lille familie og få vores hverdag til at være indholdsrig og dejlig.. Det levner så bare ikke ret meget energi til at være veninde, søster, datter eller ven...

Kan tiltider græde snot over det, men sådan er realiteterne bare..

Bliver dødmisundelig når jeg ser folk opdatere på facebook, at nu har de lige været med bedsteveninden på tøsetur til de varme lande eller at de glæder sig til masser af gæster iaften..

Ved godt det handler om priotering, men det handler for mig også om at jeg har en "sygdom" som er med i rygsækken ligemeget hvad jeg foretager mig. og som sluger meget af min energi, så de sjove ting ender med at koste dyrt...

Kan da også nogle gange tænke, at det er da klart at jeg ikke har flere veninder end jeg har, for hvem gider at have en veninde som mig!

Men så handler det jo heller ikke om antallet af venner - bare det er de rigtige venner man har!

Og sådan nogle har jeg!

Vores venskaber er indrettet på den måde, at vi altid ved vi er der for himanden, Selvom vi bor 4 timer fra hinanden,  selvom der går 1 måned mellem vi snakker med hinanden, selvom det kun bliver til en hurtig opdatering på sms og selvom vi nogle gange må aflyse vores aftaler og selvom vi kun ses 2 gange om året.......

Og gud hvor betyder det meget, at møde de rigtige mennesker, som ser dig, som faver dig og som kan hive dig op og med videre...

Er så taknemmelig for de mennesker!

Elsker jer!

Tak!

At være særlig sensitiv og reagere med kroppen...

Var igår til møde i min samtalegruppe..Jeg er tilknyttet en samtalegruppe på psykiatrisk afdeling i Randers... Det lyder så drastisk og som om jeg er et omvandrende psykisk tilfælde ;o) Det jeg bruger det til er at få luft, og til at få noget sparring fra nogle mennesker, som også har oplevet at livet gør ondt...
Jeg har før gået hos "alm" psykolog og ville også ønske at det var den måde jeg kunne fortsætte på, men økonomien har gjort at jeg måtte søge et alternativ. Jeg betaler ikke selv for at gå i gruppen, men er henvist via min læge...
Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle om hvad der sker i sådan en gruppe, da jeghar tavshedspligt, ligesom at jeg ikke må have kontakt med de andre uden for gruppen...
Så det er lidt ligesom at være medlem af en hemmelig klub :0)

Der er nu ikke noget hemmeligt over at jeg går i gruppeterapi... Jeg er åben om, at jeg tiltider kæmper og at jeg ikke kan klare mig uden noget sparring og hjælp fra "de kloge"..
Jeg gør jo arbejdet selv... Det er mit eget ansvar at komme videre og mit eget ansvar at hele mig selv.
Og det er noget af en process..

Og det får min krop til at reagere... jeg var "på" i gruppen igår, så da jeg efter 1 1/2 time kunne tage hjem, var jeg træt som om jeg havde arbejdet i 12 timer... Og så arbejder min krop videre, Jeg spænder op, sover dårligt, får ondt i nakken og bliver svimmel... Det sker fordi min krop er vant til at passe på mig når det gør ondt.. Når jeg så kan mærke at nu er jeg presset og kroppen reagere, bliver jeg nervøs. Jeg hader at mærke min krop, hader at mærke at der er noget i vejen... Gider det ikke!

Så det jeg "arbejder" med nu, er at lære at det ikke er farligt at min krop reagere... Det går over igen.. Jeg skal lære at rumme de følelser der følger med, istedet for at flygte ind i min krop og lade det sætte sig...

Og det er noget af et arbejde, for jeg er ret sensitiv eller særlig sentitiv som det hedder..

Min dejlige kraniosalkral/afspændings terapeut prøver at overbevise mig om at det er en gave, at kunne mærke sig selv, selvom man også mærker de små ting, de små forandringer i krop og sjæl...
meeeen kan ikke helt se fordelene ...... endnu....

Jeg vil skrive mere om at være særlig sensitiv næste gang jeg griber tastaturet. Men vil slutte af med lånte ord om at være særlig sensitiv.. Forfatter: Ilse sand, fra bogen Elsk dig selv.. (Har omskrevet det lidt da jeg ikke ved om man må gengive anders ord uden aftale)

Det kan både være en gave og en begræsning at være ekstra følsom/særlig sensitiv...

Ofte har de særligt sensitive lavt selvværd pga ikke at være blevet mødt og anerkendt for den de er.
De har ofte forsøgt at tilpasse sig og fundet det svært, og endt med at føle sig forkert..
Særlige sensitive er menneske med et rigt indre liv, de er tænksomme, empatiske og ofte kreative sjæle, har naturlig åndelig interesse, er langsomme og velovervejet.. De har brug for trygge miljøer for virkeligt at turde vise deres sande jeg og blive hele mennesker.De bliver hurtigt "fyldt op" og har brug for mentale pauser.....

Indtil næste gang - pas godt på jer selv.

Knus Anne

At være bange for livet.....

Ja så er det lidt siden jeg sidst har skrevet....

Min far blev jo som sagt indlagt med obs for en blodprop i hjertet, og straks slår min krop og psyke over i alarmberedskab...
Selvom jeg prøver at "styre det"og ikke blive for bekymret, så sniger det sig ind på mig. Spænder ubevist op i musklerne og laver et "sikkerhedspanser" af spændte muskler som kan holde sammen på mig. Bliver praktisk og træls at være sammen med...
Alt sammen et tegn på at jeg bliver ked af det og bange...
Hader sygdom. Hader sygehuse. Hader alt det som følger med og som ingen er herre over....

Min far fik i 2004 ( er lidt usikker på årstallet) en 4-dobbelt bypass operation i hjertet...

Jeg var på dette tidspunkt flyttet hjem pga et brud med en kæreste og ventede på at få en ny lejlighed...
Jeg havde været igennem en træls tid, hvor jeg kæmpede med min angst, at være sygemeldt  og et brud med en kæreste igennem 5 år.

Så det hele faldt egentligt i hak, da jeg nu kunne være der for mine forældre og jeg kunne have den tryghed at bo hjemme og komme mig.

Min far er en sej mand... Ingen havde opdaget at han fejlede noget, og han havde ikke givet udtryk for at der var noget galt.. Indtil en dag han pludselig beklagede sig over at han var så forpustet hele tiden.. Tror han slog det hen... men en dag var det helt galt.. Han kunne ikke cykle hjem fra arbejde som han ellers altid havde gjort... Jeg blev bekymret og vidste fra min uddannelse, at det kan være et symptom fra hjertet, at der ikke bliver iltet nok blod = forpustet hele tiden...
Fik ham overtalt til at ringe til lægen og så rullede bolden ellers....

Så den sommer gik han fra at være supermand til superpatient.. Kvittede smøgerne, blev opereret og tog alting i stiv arm...

Men pludselig kunn jeg mærke en ny angst... Nu var min far jo pludselig blevet "skrøbelig". Hvad nu hvis han pludselig kunne dø fra os...

Ja ved godt det er at forvente det værste - men sådan tænker min krøllede hjerne... Slår direkte over i "det allerværste der kan ske" og bekymringer...

Tror det var her, at jeg for første gang indså, at livet er for de seje og jeg var ikke en af dem...

Ikke at jeg ikke ville være i live - for det ville jeg.

Men jeg ville have at tingene skulle ændre sig, og jeg ville leve livet istedet for at være bange for livet..

Nu var chancen der for at starte på en frisk... Så fik kontakt med en psykolog som kom til at betyde, at jeg fil lyst til at tage del i livet på mine præmisser.......................

Som slutbemærkning for denne gang skal lige siges, at min far kom hjem dagen efter. De fandt ingen blodprop, Så han skal til ny stress test i december og gennemtjekkes igen...
Krydser alt hvad der krydses kan og prøver at skubbe bekymringerne væk...

Pas godt på jer selv og hinanden..

Knus Anne