At miste sin mor - selvom hun stadig lever... ( Hvem er jeg? del 2 )

Da min mor bliver syg i 1993, er jeg 16 år. Næsten voksen men stadig et barn. Og et barn af den skrøbelíge slags...
Jeg har brugt timer med en terapeut for overhovedet at kunne huske, hvad der skete den dag hun blev syg. Min hjerne lukkede simplthen af. Jeg gik i shock. Jeg troede hun skulle dø.

Tror hele vores familie var i shock. Og det der så sker for os menesker er, at vi overlever og vi bliver praktiske. Min far kæmpede hans kamp. Syg kone, kaos, job, husholdning og et hjemmeboende barn. Min søster havde "sit eget liv", da hun jo var flyttet hjemmefra og igang med sin uddannelse. Så vi har ikke oplevet tiden på samme måde, da hun ikke på samme måde følte sig ramt. Hun har altid været der for mig og været den som først fangede mine sygdomstegn og fik skaffet mig hjælp..

Men min reaktion kom først noget senere.....

Min mor var indlagt i Århus, og da dagen kom hvor hun var klar til at få besøg, gik jeg fuldstændig i baglås. Jeg husker, at jeg var i panik. Græd og nægtede at tage med. Kan nu se, at jeg forsøgte at passe på mig selv. Ren og skær overlevelse. Koldt og kynisk sorterede jeg hende fra. Hvis hun nu skulle dø - forlade mig. Så kunne jeg lige så godt lade være med at at tage med.....
Men med, det kom jeg. Mit livs værste køretur.. Var skidt tilpas og viste ikke hvad der ventede.. Min søster, min far og min moster var med. Vi kørte op på afdelingen og på en enestue lå min kære mor. Synes hun var lillebitte i den kæmpe seng. Alt var hvidt og klinisk. Hun kunne ikke tale, men jeg var ikke i tvivl - hun var glad for at se mig...
Det var slet ikke så farligt som jeg havde forstillet mig, men havde bare så ambivalente følelser om det hele. Min mor havde overlevet en blodprop i hjernen - men jeg havde også mistet min "gamle" mor. Hun ville aldrig blive den samme igen.. En kæmpe sorg. En sorg som jeg ikke viste, for på samme tid var vi jo alle også taknemmelige for, at hun overlevede... Store følelser for et stort barn...

Tiden efter kan jeg ikke rigtig huske. Det hele var et vivar af praktik og modsat rettede følelser. Vi overlevede... Ikke det sundeste, men det holdt os kørende.. Har fået fortalt af min terapeut, at det er det menneskelige overlevelsesinstinkt der sætter ind. Vi mennesker er jo i bund og grund primater. Bliver en af de voksne ( som forsørger os) syge, så afskriver vi dem og holder os til den stærke som er tilbage.
Så jeg vogtede over min far, og hjalp til som en lille voksen.. Min far lå jo vandret, for med ture til Århus for at besøge mor, fuldtidsarbejde og mig, ja var han godt hængt op.

Jeg fik gjort 9. klasse frædig og startede i gymnasiet.. Det gik faktisk rigtig godt, og fik dejlige nye veninder og et liv som ikke kun handlede om min syge mor osv...

Min mor kom hjem igen og igang med genoptræning.. Alt ser ud til at blive ok.
MEN - en aften er jeg alene hjemme, og får det rigtig dårligt og bliver bange.
 Har i en periode været forvirret, fået signaler fra min krop som jeg ikke kan tolke. Har en masse tanker og er ked af det. Har mange lektier og travlt.
Skriver et brev til min mor og far, om hvor ked af det jeg er . Hvor bange jeg er, og hvor meget jeg savner min mor..
Går i seng og vågner så da min krop kramper. Jeg ryster over det hele. Kan ikke få luft. Er svimmel... Jeg har fået mit livs første angstanfald....
Er alene hjemme. Ringer midt om natten til Brønderslev, hvor min far og mor besøger min farmor. Får min far i røret, som ikke kan forstå, hvad jeg vil og siger jeg skal slappe af og gå i seng igen... men jeg er stadig i panik. Tror jeg skal dø. Tror jeg er dødssyg. Er vildt bange. Går i seng. Men ryster så meget at jeg ikke kan ligge i sengen. Står op, men kan ikke gå fordi jeg ryster sådan. Er flov over at ikke kunne styre det, og ringer til min moster som heldigvis tilbyder at komme.....
Denne nats oplevelser får min søster til at ringe til en psykolog og så starter mit liv som angstpatient og alt det som følger med....

Det må I høre mere om senere... Kan ikke holde til at skrive mere ligenu.. Tårerne triller nu og det gør stadig ondt, og oplevelserne sidder stadigt lige under huden... Samtidig er min far blevet indlagt igår til obs for en blodprop i hjertet. Han har også kæmpet sine kampe med sygdom. Og det fortæller jeg også mere om på et sener tidspunkt.

God dag til jer alle - pas godt på hinanden...

Knus Anne

Glad i låget......

Lige et lille spring ( skal nok vende tilbage til min fortælling ) ....

Men er så glad i låget idag. Er godt nok både træt og fyldt med smerter, men sidder her i sofaen med den bærbare og den lille Fie hund, og nyder morgenen som stille kryber over i formiddag mens jeg hører musik som går lige i hjertet og i tårekanalerne.....
Trækker vejret dybt ind og mærker varmen brede sig.... Nyder min te og sterinlysene som flakker lidt i vinduet og tænker, hvor er jeg heldig.....
Har lige sendt verdens dejligste søn afsted i dagplejen, hvor jeg ved han trives og elsker at være... Og imens kan jeg med god samvittighed passe godt på mig selv og tage den tid det er nødvendigt idag, for at jeg kan komme i omdrejninger.....
I aften får jeg besøg af dejlige veninder i vores farmakoneklub, sætter sådan pris på at stadig være en del af fællesskabet, selvom jeg er "sat ude at det spil"... Tak piger!

Så til alle derude.
 Håber I får en god dag og HUSK værdsæt det I har - også de små ting.....

God dag til jer alle..

Knus Anne

Hvem er jeg?

Ja hvem er jeg så?!
Ja det spørger jeg til tider også mig selv om... Det har taget mig over halvdelen af mit liv indtil videre at finde en smule fodfæste...
Jeg kæmper med en diagnose som hedder evasiv personlighedsstruktur, omskrevet er det en person som bekymrer sig alt for meget om alt for mange ting ( groft sagt ).  Det har resulteret i angst, depression og en kronisk psykosomatisk smertetilstand. Jeg er særlig sensitiv og et ret følsomt menneske...

Pyha så er det ude..... alt det som jeg tys tys har gået stille med dørene med. Hvad tænker folk nu???  Kan de nu ikke lide mig mere??? Ja så kommer alle de bekymrende tanker automatisk med det samme... Men ved I hvad?! Det er bare ærgeligt ;o)

Jeg er kommet langt. Det har også været hårdt, men er et sted nu, hvor jeg kan sige, at jeg har det ok. Det er ikke bare sket over night og det koster også stadig tårer, vrede og frustration, men jeg har været heldig at møde nogle mennesker som forstår mig. 

 Det er hårdt arbejde at arbejde med sig selv og sin psyke.. Man har kun sig selv. Selvfølgelig har man sin familie, venner og terapeuter, men det er kun dig selv som kan gøre arbejdet...
Jeg havde i mange år ikke styrken til at få lukket op og arbejdet med mig selv. Jeg holdt bare ud. Men det gjorde mig endnu mere syg. Jeg lukkede øjnene for det, af frygt for at jeg måske var sindsyg eller at andre skulle opdage, at jeg ikke var hende den dygtige pige som kunne alt..

Men hvorfor blev jeg syg?

Jeg har altid vist jeg var anderledes. Har bare ikke kunne sætte ord på det. Vidste allerede i børnehaveklassen at jeg ikke var som andre, og tror at allerede her begyndte jeg bare at indordne mig... Havde allerede dengang store bekymringer om livet og tænkte "store tanker"... Jeg fik prædikatet pylret, temperamentfuld og familiens lille hidsidprop..

Men det var jeg ikke!!! Jeg var bare et særlig sensitivt barn. Men det vidste ingen. For da jeg var lille talte man ikke om børns særlige behov osv. Jeg følte mig SÅ forkert og SÅ anderledes. Der var mange ting som jeg ikke kunne af ren og skær frygt. Og så er livet hårdt for en lille pige.

Heldigvis er jeg vokset op i en dejlig familie med mor, far og storesøster. Vi levede vel som alle andre familier, hvor mor og far går på arbejde og har travlt. Min søster og jeg er født med ca 6 års mellerum, så mens vi var yngre havde vi ikke så meget sammen. Jeg levede mit liv i trygge gode rammer og min mor var min trygge gode base. Hun støttede sin lille sensitive pige så godt som hun kunne, og min fodboldtravle far var ham som så skubbede lidt på, i håb om af få mig ud af min trygge hule...
Havde livet bare fortsat sådan, så havde jeg måske også fået lært at livet ikke er farligt, og klaret mig helt på egen hånd...

Men sådan gik det ikke...

I 1993 rammer uheldet os. Min mor bliver syg. Hun får en blodprop i hjernen, som vender livet som vi kendte det fuldstændig på hovedet.

Og det bliver et traume for mig som kommer til at følge mig resten af livet..

Jeg vil slutte for i dag, men  skal nok vende tilbage og fortælle om tiden efter min mor blev syg m.m.

God dag til jer alle..

Knus Anne

Tanker fra et "rodet-hoved"....

Nu tager jeg det store skridt og bliver "rigtig" blogger, har forsøgt mig som mini blogger på en ret ukendt blogside, men nu skal det være...
Min blog har jeg kaldt Annes tænketank, da jeg har en krøllet hjerne med mange små og store tanker om livet ... Så det bliver en slags dagbogsblog.

Hvem er jeg så?!  Jeg er 34 år, mor til Sebastian på snart 3 år og gift med Jesper.
Jeg er uddannet farmakonom, men er pr. 1/7-2011 blevet tilkendt førtidspension. Det har vendt op og ned på livet på godt og ondt og virkelig sat gang i de små grå, så nu skriver jeg det ud.. Derfor må jeg bare blogge ;o)

Jeg vil senere komme ind på hvorfor jeg er blevet førtidspensionist og hvordan livet har formet sig for mig....

Håber det har lidt interesse for andre, og at der findes andre som mig her i blogland.....

God dag til jer alle..

Kærlig hilsen Anne