Hvem er jeg?

Ja hvem er jeg så?!
Ja det spørger jeg til tider også mig selv om... Det har taget mig over halvdelen af mit liv indtil videre at finde en smule fodfæste...
Jeg kæmper med en diagnose som hedder evasiv personlighedsstruktur, omskrevet er det en person som bekymrer sig alt for meget om alt for mange ting ( groft sagt ).  Det har resulteret i angst, depression og en kronisk psykosomatisk smertetilstand. Jeg er særlig sensitiv og et ret følsomt menneske...

Pyha så er det ude..... alt det som jeg tys tys har gået stille med dørene med. Hvad tænker folk nu???  Kan de nu ikke lide mig mere??? Ja så kommer alle de bekymrende tanker automatisk med det samme... Men ved I hvad?! Det er bare ærgeligt ;o)

Jeg er kommet langt. Det har også været hårdt, men er et sted nu, hvor jeg kan sige, at jeg har det ok. Det er ikke bare sket over night og det koster også stadig tårer, vrede og frustration, men jeg har været heldig at møde nogle mennesker som forstår mig. 

 Det er hårdt arbejde at arbejde med sig selv og sin psyke.. Man har kun sig selv. Selvfølgelig har man sin familie, venner og terapeuter, men det er kun dig selv som kan gøre arbejdet...
Jeg havde i mange år ikke styrken til at få lukket op og arbejdet med mig selv. Jeg holdt bare ud. Men det gjorde mig endnu mere syg. Jeg lukkede øjnene for det, af frygt for at jeg måske var sindsyg eller at andre skulle opdage, at jeg ikke var hende den dygtige pige som kunne alt..

Men hvorfor blev jeg syg?

Jeg har altid vist jeg var anderledes. Har bare ikke kunne sætte ord på det. Vidste allerede i børnehaveklassen at jeg ikke var som andre, og tror at allerede her begyndte jeg bare at indordne mig... Havde allerede dengang store bekymringer om livet og tænkte "store tanker"... Jeg fik prædikatet pylret, temperamentfuld og familiens lille hidsidprop..

Men det var jeg ikke!!! Jeg var bare et særlig sensitivt barn. Men det vidste ingen. For da jeg var lille talte man ikke om børns særlige behov osv. Jeg følte mig SÅ forkert og SÅ anderledes. Der var mange ting som jeg ikke kunne af ren og skær frygt. Og så er livet hårdt for en lille pige.

Heldigvis er jeg vokset op i en dejlig familie med mor, far og storesøster. Vi levede vel som alle andre familier, hvor mor og far går på arbejde og har travlt. Min søster og jeg er født med ca 6 års mellerum, så mens vi var yngre havde vi ikke så meget sammen. Jeg levede mit liv i trygge gode rammer og min mor var min trygge gode base. Hun støttede sin lille sensitive pige så godt som hun kunne, og min fodboldtravle far var ham som så skubbede lidt på, i håb om af få mig ud af min trygge hule...
Havde livet bare fortsat sådan, så havde jeg måske også fået lært at livet ikke er farligt, og klaret mig helt på egen hånd...

Men sådan gik det ikke...

I 1993 rammer uheldet os. Min mor bliver syg. Hun får en blodprop i hjernen, som vender livet som vi kendte det fuldstændig på hovedet.

Og det bliver et traume for mig som kommer til at følge mig resten af livet..

Jeg vil slutte for i dag, men  skal nok vende tilbage og fortælle om tiden efter min mor blev syg m.m.

God dag til jer alle..

Knus Anne